Christian Risgaard, der har sine rødder i musikmiljøet i Aalborg, har studeret på Nordjysk Musikkonservatoriet i Aalborg og spiller nu med en af sine lærere – Ib Buchholtz.
Christian har bevæget sig rundt i forskellige genrer. I 70-erne spillede han folkrock med orkestrene: Den Lille Prins, Vindharpen og Terndrup Byorkester. I 80-erne beskæftigede han sig med jazz/verdensmusik i orkestrene Narcis, Blue Continental og duo med guitaristen Christian Sievert. Christian har sideløbende skrevet musik til Jomfru Ane Teateret, Team Teatret og samarbejdet med Odin Teateret. Som komponist har han derudover skrevet en strygekvartet og et kammermusikværk for blæserkvintet og strygere – begge opført af Randers Kammerorkester. To klavertrioer er opført og indspillet af Herning Stadstrio. Der foruden korværker m.m. Christian er p.t. organist ved fire landsbykirker på vestkysten.
Johanne Buus Andersen, der har været med fra starten, har i det sidste år studeret fløjte på Sibelius Akademiet i Helsinki. Fra juni 2016 er Johanne hjemme igen, hvilket skaber mere kontinuitet i gruppens koncerter. Johanne studerer på tredje år klassisk fløjte og er i Aarhus involveret i flere professionelle kor og ensembler. Hun har i sommeren 2015 spillet med en brasiliansk guitarist til åbning af Jazzfestivalen i København ved ”Den sorte diamant”.
Christine Dueholm er diplomuddannet trommeslager fra Rytmisk Musikkonservatorium. Christine har i mange år været aktiv musiker på den danske folk- og jazzscene. Hun har turneret med bl.a Hugo Rasmussen og Jytte Abildstrøm og spiller nu desuden i BRAGR, Perry Stenbäck & Dekadansorkestern og med Stine Michel & Eventyrorkestret. Christine arbejder også som stomp-instruktør og laver workshops for erhvervslivet og på skoler. ”Hun slår ikke på trommer – hun spiller!” Så følt, så nærværende og så kraftfuldt. Trommer, der kan mærkes både i hårrødderne og i maven” (publikum citat).
Ib Buchholtz er født i et hjem med harmonika – senere kom klaveret til. Musikuddannelsen fik han på Nordjysk Musikkonservatorium og blev senere underviser samme sted i ca. 30 år. Ib har virket inden for stort set alle genrer: Klassisk, rytmisk og folkemusik. Han har akkompagneret sangere og instrumentalister samt assisteret i de store orkestre – især Aalborg Symfoniorkester. Inden for rytmisk musik har han spillet i forskellige sammenhænge på klubber, spillesteder og til dans. Harmonikaen har mest været brugt i folkemusik – her- under De Gyldne Løver. Ib har medvirket på ca. 75 indspilninger CD / LP.